litteratur


Amara Lakhous: Civilisationssammenstød over en elevator på Piazza Vittorio (2006) Oversætter: Niels Hessing Udgivet af forlaget Palomar i 2018

 

En italiensk komedie skrevet af en forfatter fra Algeriet. Denne roman af Amara Lakhous er en klog og uimodståelig blanding af social satire og krimi. Den lille multikulturelle gruppe, der animerer begivenhederne i en bygning i Piazza Vittorio, overrasker gennem en sand og præcis antropologisk analyse, munterhed og historiens tilsyneladende lethed. Med udgangspunkt i mordet på en lusket type med tilnavnet “Gladiatoren”, udfolder der sig en undersøgelse, der giver os mulighed for at trænge ind i universet af det mest multietniske kvarter i Rom: Piazza Vittorio. Måske er det nok at iscenesætte fragmenter af det daglige liv sammenflettet omkring en elevator, der er udgangspunkt for mange ejerlejlighedskonflikter, for at forstå brændpunktet for den frygtede, omdiskuterede, benægtede eller påberåbte civilisationskamp, der begunstiger vores nutid og vores fremtid og som antænder den politiske, sociale og religiøse-kulturelle debat i vore dage.

 

I disse forvirrende tider, hvor modstridende stemmer hæver sig fra alle sider for at protestere mod et fænomen på verdensplan såsom blanding af kulturer, er en læsning af denne type egnet til at lære mange forskellige synspunkter at kende, fordi romanen – faktisk en af de korte – er bygget op på en pudsig måde med stemmerne fra elleve beboere i bygningen i Piazza Vittorio, som skiftes til at fortælle, i første person, “deres” sandhed. Den håbefulde hollandske instruktør ved siden af den napolitanske vicevært, den bengalske butiksejer før den milanesiske professor, der er forflyttet mod sin vilje til Rom, den fattige peruvianske medhjælper, bartenderen Sandro, indfødt romer, fortæller kort sagt alle med få penselstrøg deres virkelighed af ensomhed, vrede, forvirring over for visheden om et liv, der vakler under slagene fra en underlig modernitet, af frygt og af små store heltegerninger.

 

Hver fortælling tager sit udgangspunkt i en hændelse: Mordet på en amatør kriminel, der boede i bygningen, hvis gennemdolkede krop bliver fundet i elevatoren, den selvsamme elevator, som er genstand for beboernes konflikter. En død mand, som ingen vil savne, bliver lunten, der får den skjulte nag til at eksplodere og også en uventet generøsitet, og over alle personerne, over deres elendighed, dukker en gigantisk, næsten mytisk, figur op. Denne Amedeo, som er alles ven, respekteret af alle, løser problemerne, hjælper, smiler, giver en håndsrækning: den pæne del af os, som vi næsten ikke vil vedkende os, når vi finder den hos os selv. Hver person er på en måde en stereotyp. Men forfatteren formår at hæve den over rollen som blot karikatur.

 

Således har vi fru Benedetta Esposito, fra Napoli, fuld af overtro og overbevist om, at morderen er en indvandrer, iraneren Amir Iqbal Allah, der vælger at kalde sin søn Roberto for at undgå forvirringen mellem navn og efternavn, som han selv er offer for, den peruvianske Maria Cristina Gonzales, omsorgsmedarbejder for en 80-årig dame og skrækslagen ved tanken om at miste sit job …. Og mange, mange andre navne, andre ansigter, der krydser hinanden, andre stemmer, der tilslutter sig koret. Blandt dem er der én som skiller sig ud: den nederlandske Van Martens. Ja, mange italienere ser på indvandrere med foragt, og i deres blik er der en slet skjult følelse af overlegenhed. Men hvad sker der, når de selv skal dømmes af en søn af dette rige og organiserede Europa, ude af stand til at forstå det langsommelige bureaukrati og “Kæden” (et taktisk system i fodbold med stor vægt på forsvar), der har ødelagt den gode fodbold?

 

Allerede omslaget til denne bog udtrykker mangfoldigheden og de mange skæbner, der følger med navn og efternavn og nationalitet. Det er lige det! Nationaliteten er det virkelige omdrejningspunkt hvorigennem historien, med udgangspunkt i mordet på den mystiske “Gladiator”, introducerer os til én efter én af beboerne i ejendommen, som han boede i, bare en bygning i Piazza Vittorio, den mest multietniske del af Rom.  At præsentere hver af disse beboere med deres sandheder og deres teorier om, hvem der kan være morderen, gennem et utal af formodninger og tvister, der regelmæssigt kulminerer i elevatoren, der bruges dagligt af folk med forskellige baggrunde og sociale forekomster. Det er genialt!

 

Tilsyneladende er der en sigtet, Amedeo, som er mistænkt på grund af den simple kendsgerning, at han forsvandt efter mordet, men beboerne og hans venner, både italienske og ikke, er ikke enige med denne hypotese. Amedeo synes faktisk at være den eneste person, som alle respekterer og har tillid til. Viceværten Benedetta Esposito, for eksempel, forsvarer ham fordi hun tror, at han er et godt menneske, og selvom hun siger, at man er nødt til at jage alle indvandrede arbejdstagere væk, betragter hun ikke sig selv som værende racistisk … Gennem stemmerne fra de forskellige hovedpersoner dukker al misforståelse, falsk vished og mistillid op til overfladen. En mistillid, som folk er i kontakt med på daglig basis, i en blanding af både dramatiske og underholdende episoder, der fører os til en uventet og virkelig afslørende slutning!

 

Amara Lakhous præsenterer et ægte og neorealistisk portræt af et Italien, hvor integration ikke betyder at alle lever lykkeligt og i respekt for andre, men er nølende overbærende overfor sin nabo, hvor fra i verden han end måtte komme.

 

Bogen er en perle, der får os til at smile og samtidigt får os til at reflektere over de utallige klicheer, der trives i vores samfund. Jeg anbefaler den for at forstå den kulturelle tilpasning, som hver af os, hvad enten vi vil det eller ej, må finde sig i at være offer for, både når vi udtrykker vores mening og modtager den fra andre. En roman, der får dig til at grine, indtil du græder, men også bringer mange refleksioner. Og den vil lære os at have et mere åbent sind.

 

Amara Lakhous (født i Algier i 1970) er antropolog og journalist med italiensk statsborgerskab. Han levede og arbejdede i Rom fra 1995 til 2015. Han bor nu i New York, hvor han fortsætter sit arbejde som forfatter og manuskriptforfatter.

Han blev uddannet i filosofi ved Algiers Universitet og i kulturantropologi ved La Sapienza Universitet i Rom. Han arbejdede som den første generation af muslimske arabiske indvandrere i Italien.

I 1994 arbejdede han som journalist for den algeriske nationalradio.

Siden 1995 har han arbejdet i Italien inden for indvandring, og udført aktiviteter som kulturmægler, tolk og oversætter.

Fra 2003 til 2006 arbejdede han som professionel journalist på pressebureauet Adnkronos International i Rom.

I 2006 vandt han Flaiano-prisen og Racalmare-Leonardo Sciascia-prisen.

 

 

 


Pagina 1 di 212