Forfatterarkiv Pinuccia Panzeri

AvatarAfPinuccia Panzeri

Amara Lakhous: Civilisationssammenstød over en elevator på Piazza Vittorio (2006) Oversætter: Niels Hessing Udgivet af forlaget Palomar i 2018

 

En italiensk komedie skrevet af en forfatter fra Algeriet. Denne roman af Amara Lakhous er en klog og uimodståelig blanding af social satire og krimi. Den lille multikulturelle gruppe, der animerer begivenhederne i en bygning i Piazza Vittorio, overrasker gennem en sand og præcis antropologisk analyse, munterhed og historiens tilsyneladende lethed. Med udgangspunkt i mordet på en lusket type med tilnavnet “Gladiatoren”, udfolder der sig en undersøgelse, der giver os mulighed for at trænge ind i universet af det mest multietniske kvarter i Rom: Piazza Vittorio. Måske er det nok at iscenesætte fragmenter af det daglige liv sammenflettet omkring en elevator, der er udgangspunkt for mange ejerlejlighedskonflikter, for at forstå brændpunktet for den frygtede, omdiskuterede, benægtede eller påberåbte civilisationskamp, der begunstiger vores nutid og vores fremtid og som antænder den politiske, sociale og religiøse-kulturelle debat i vore dage.

 

I disse forvirrende tider, hvor modstridende stemmer hæver sig fra alle sider for at protestere mod et fænomen på verdensplan såsom blanding af kulturer, er en læsning af denne type egnet til at lære mange forskellige synspunkter at kende, fordi romanen – faktisk en af de korte – er bygget op på en pudsig måde med stemmerne fra elleve beboere i bygningen i Piazza Vittorio, som skiftes til at fortælle, i første person, “deres” sandhed. Den håbefulde hollandske instruktør ved siden af den napolitanske vicevært, den bengalske butiksejer før den milanesiske professor, der er forflyttet mod sin vilje til Rom, den fattige peruvianske medhjælper, bartenderen Sandro, indfødt romer, fortæller kort sagt alle med få penselstrøg deres virkelighed af ensomhed, vrede, forvirring over for visheden om et liv, der vakler under slagene fra en underlig modernitet, af frygt og af små store heltegerninger.

 

Hver fortælling tager sit udgangspunkt i en hændelse: Mordet på en amatør kriminel, der boede i bygningen, hvis gennemdolkede krop bliver fundet i elevatoren, den selvsamme elevator, som er genstand for beboernes konflikter. En død mand, som ingen vil savne, bliver lunten, der får den skjulte nag til at eksplodere og også en uventet generøsitet, og over alle personerne, over deres elendighed, dukker en gigantisk, næsten mytisk, figur op. Denne Amedeo, som er alles ven, respekteret af alle, løser problemerne, hjælper, smiler, giver en håndsrækning: den pæne del af os, som vi næsten ikke vil vedkende os, når vi finder den hos os selv. Hver person er på en måde en stereotyp. Men forfatteren formår at hæve den over rollen som blot karikatur.

 

Således har vi fru Benedetta Esposito, fra Napoli, fuld af overtro og overbevist om, at morderen er en indvandrer, iraneren Amir Iqbal Allah, der vælger at kalde sin søn Roberto for at undgå forvirringen mellem navn og efternavn, som han selv er offer for, den peruvianske Maria Cristina Gonzales, omsorgsmedarbejder for en 80-årig dame og skrækslagen ved tanken om at miste sit job …. Og mange, mange andre navne, andre ansigter, der krydser hinanden, andre stemmer, der tilslutter sig koret. Blandt dem er der én som skiller sig ud: den nederlandske Van Martens. Ja, mange italienere ser på indvandrere med foragt, og i deres blik er der en slet skjult følelse af overlegenhed. Men hvad sker der, når de selv skal dømmes af en søn af dette rige og organiserede Europa, ude af stand til at forstå det langsommelige bureaukrati og “Kæden” (et taktisk system i fodbold med stor vægt på forsvar), der har ødelagt den gode fodbold?

 

Allerede omslaget til denne bog udtrykker mangfoldigheden og de mange skæbner, der følger med navn og efternavn og nationalitet. Det er lige det! Nationaliteten er det virkelige omdrejningspunkt hvorigennem historien, med udgangspunkt i mordet på den mystiske “Gladiator”, introducerer os til én efter én af beboerne i ejendommen, som han boede i, bare en bygning i Piazza Vittorio, den mest multietniske del af Rom.  At præsentere hver af disse beboere med deres sandheder og deres teorier om, hvem der kan være morderen, gennem et utal af formodninger og tvister, der regelmæssigt kulminerer i elevatoren, der bruges dagligt af folk med forskellige baggrunde og sociale forekomster. Det er genialt!

 

Tilsyneladende er der en sigtet, Amedeo, som er mistænkt på grund af den simple kendsgerning, at han forsvandt efter mordet, men beboerne og hans venner, både italienske og ikke, er ikke enige med denne hypotese. Amedeo synes faktisk at være den eneste person, som alle respekterer og har tillid til. Viceværten Benedetta Esposito, for eksempel, forsvarer ham fordi hun tror, at han er et godt menneske, og selvom hun siger, at man er nødt til at jage alle indvandrede arbejdstagere væk, betragter hun ikke sig selv som værende racistisk … Gennem stemmerne fra de forskellige hovedpersoner dukker al misforståelse, falsk vished og mistillid op til overfladen. En mistillid, som folk er i kontakt med på daglig basis, i en blanding af både dramatiske og underholdende episoder, der fører os til en uventet og virkelig afslørende slutning!

 

Amara Lakhous præsenterer et ægte og neorealistisk portræt af et Italien, hvor integration ikke betyder at alle lever lykkeligt og i respekt for andre, men er nølende overbærende overfor sin nabo, hvor fra i verden han end måtte komme.

 

Bogen er en perle, der får os til at smile og samtidigt får os til at reflektere over de utallige klicheer, der trives i vores samfund. Jeg anbefaler den for at forstå den kulturelle tilpasning, som hver af os, hvad enten vi vil det eller ej, må finde sig i at være offer for, både når vi udtrykker vores mening og modtager den fra andre. En roman, der får dig til at grine, indtil du græder, men også bringer mange refleksioner. Og den vil lære os at have et mere åbent sind.

 

Amara Lakhous (født i Algier i 1970) er antropolog og journalist med italiensk statsborgerskab. Han levede og arbejdede i Rom fra 1995 til 2015. Han bor nu i New York, hvor han fortsætter sit arbejde som forfatter og manuskriptforfatter.

Han blev uddannet i filosofi ved Algiers Universitet og i kulturantropologi ved La Sapienza Universitet i Rom. Han arbejdede som den første generation af muslimske arabiske indvandrere i Italien.

I 1994 arbejdede han som journalist for den algeriske nationalradio.

Siden 1995 har han arbejdet i Italien inden for indvandring, og udført aktiviteter som kulturmægler, tolk og oversætter.

Fra 2003 til 2006 arbejdede han som professionel journalist på pressebureauet Adnkronos International i Rom.

I 2006 vandt han Flaiano-prisen og Racalmare-Leonardo Sciascia-prisen.

 

 

 

AvatarAfPinuccia Panzeri

“Drilleri” af Domenico Starnone. Oversætter: Nina Gross, udg. GRIF

 

Daniele Mallarico, en berømt tegner, der har været bosat i Milano i en del år og med en flot karriere, bliver kaldt til Napoli af datteren for at passe barnebarnet et par dage, mens hun og hendes mand, begge forskere i matematik, skal til en konference. Hovedpersonen i Drilleri (sådan er titlen på dansk), tøver, fordi han i sin høje alder allerede har vænnet sig til at leve alene som enkemand, men han accepterer og forlader således sin dagligdag for at passe denne fireårige dreng, som er ham helt ukendt. Det er nok ikke let at komme tilbage til Napoli, hans fødeby, med al det følelsesmæssige, som det indebærer.

Det er en enkel handling, som udspiller sig i løbet af fire dage, hvor bedstefaren og barnebarnet lærer hinanden at kende og undertiden at elske hinanden, men også, meget oftere, ikke kan døje hinanden.

At det skal lykkes at tilbringe de fire dage før forældrenes tilbagekomst bliver et projekt, barnet vil lege og bedstefaren vil arbejde. Specielt for at komme lidt væk fra barnet og af og til for bedre at holde hinanden ud indfører de begge et drilleri, selvom lille Mario ikke forstår grænserne for drillerierne, og det medfører problemer. Således fra det ene drilleri til det anden forsøger de to at overvinde og udholde nogle dage i hinandens selskab.

To alfahanner slås, blod af det samme blod. Fortællingen skrider frem skarp, grusom, morsom mellem de fire vægge og en balkon, et ”drillende” kammerspil. Det er eksistensens genovervejelse fremkaldt af en slags konkurrence med det gammelkloge barn. En grusom krig mellem de to og med sig selv, mellem datid og nutid, mellem evnen til at udtrykke sig gennem kunst og bevidstheden om, at man ikke kan mere.

 

AvatarAfPinuccia Panzeri

“Barlume” krimiserie af Marco Malvaldi, forlaget Arvid, 2014, 2015, 2017

Når du bliver 80, er det eneste du kan gøre på en hed august dag, gå til baren. Og hvad skal man lave i baren? Spille kort, sladdre, holde uendelige diskussioner, og undersøgelser. Som de gamle mænd i BarLume gør: Bedstefar Ampelio, cafeejer Aldo, Rimediotti, højretænkende pensionist, Del Tacca-del-Comune. Hvis der er en forbrydelse i Pinetas omgivelser, bliver deres samtaler en formidabel undersøgelsesmaskine. Herfra trækker cafeejr Massimo nøglen til gåden, som en ren toscansk Miss Marple.

Med bløde skridt er Marco Malvaldi kommet ind i en verden af italiensk krimi med korte romaner i Pineta, en forestillet landsby i Livorno. Det er bestemt ikke et spørgsmål om krævende romaner, der foreslår dobbeltaflæsninger, eller som har referencer – mere eller mindre krypterede – til virkelige fakta. Ingen af dette. Faktisk er disse lette historier, hvis plot ikke er meget forskellige fra mange politi-baserede fiktioner. Men som ofte sker den succes, som Malvaldi har vundet – en bemærkelsesværdig succes, hvis hans første tre romaner (Den femte spiller, Det højeste kort, Spillets konge), har solgt mere end 250.000 eksemplarer – skyldes ikke plottet, men sympatien for de personer, der garnerer historien. De ældre mænd som dagligt besøger BarLume, er faktisk ingrediens, sammen med den unge bartender, der gør Malvaldis romaner til velsmagende retter. Et lille måltid, som bevarer de klassiske elementer i krimigenre, men det beroliger og underholder med den provinsielle atmosfære af BarLume, med smart ironi, af sine kunder og – ikke at blive overset – en humor ofte groft, typisk for den toskanske tradition. Anbefales til dem, der elsker en krimi farvet af komedie

Den femte spiller

Det er midt om sommeren, og varmen i den lille toscanske by Pineta ved kysten er ulidelig. Egentlig er der kun et sted, det er til at holde ud at opholde sig, nemlig i BarLume, en café som ejeren Massimo har købt for en lottogevinst. Blandt stamgæsterne er der fire gamlinge, som fordriver tiden med at spille kort, drikke kaffe og kommentere stort og småt. En dag får de virkelig noget at snakke om, da en ung pige findes myrdet i en affaldscontainer. Massimo bliver involveret i opklaring af mordet, grundigt sekunderet af de fire kortspillende gamlinge, og tvunget til at samarbejde med Fusco, en tåbelig, sur politikommissær fra Calabrien.

 

Det højeste kort

Massimo har annonceret efter en ny medarbejder til BarLume efter at Tiziana giftede sig og kvittede jobbet. Han er ikke just imponeret af ansøgernes kvalifikationer, og da Tiziana, til hans store overraskelse ringer og fortæller, at hun er blevet skilt og spørger, om hun kan vende tilbage til BarLume, er han ikke længe om at sige ja.   De fire alderstegne stamgæster i baren er så småt begyndt at kede sig, da der dukker nye oplysninger op i en gammel sag om en ejendomshandel, som førte dødsfald, mord og selvmord med sig.

 

Spillets konge

Dagen begynder dårligt for Massimo. Og den bliver ikke bedre af nyheden om en bilulykke, en nyhed der modtages med kyshånd af kvartetten af gamle mænd i cafeen. I ulykkesbilen befandt sig en kvinde og hendes søn, begge arvinger til en rig byggematador. Kvinden er desuden pressesekretær for en politiker, som er opstillet ved det ekstraordinære  valg i Pineta. De fire gamle begynder at ane en god historie. Massimo forsøger at holde hovedet koldt. Han har andet at tænke på, ikke mindst et giftermål. Tredje bind i BarLume-serien.

 

AvatarAfPinuccia Panzeri

Den sommer med hunden, Forlaget Palomar, oversat af Marie Andersen, 2018

Brondolo, lige uden for Venedig, i begyndelsen af 60erne. Det er en lille by, hvor alle har et kaldenavn og noget at skjule. Der kan nok være gammel overtro, som den lokale sognepræst ikke direkte afviser. Vittorio, Ercole, Menego, Michele og Stalino er nogle børn ved begyndelsen af en lang sommer fuld af muligheder. Der er nogle bøger, der skal læses, forældre, der skal hjælpes i markerne, små irriterende søskende, der skal passes, men først og fremmest er der lege og eventyr: legendariske fodboldkampe, som genkalder de berømte spillere Sivori og Corsos heltegerninger, mystiske fisketure, hemmelige natteture og bedstefar Cestilios skræmmende fortællinger. Og pludselig skifter alt kurs og smerte bliver til rædsel, alt går i opløsning. Flokken, familien, det lille samfund. Mange år senere modtager Vittorio en gammel side fra et skolehæfte, som måske giver anledning til at sætte i hvert fald noget på plads.

Det er en smuk bog. Smuk pga det perfekte billede af livet i de gamle landsbyer, understregningen af hykleriet, de usagte ord, sladderen, men også det stærke bånd som opstår mellem drenge på den alder, af de små og store eventyr, som de deler. Det forbliver en smuk bog også når uskylden er uigenkaldeligt tabt, når de voksnes ondskab kulminerer, og disse børn overlades til at kæmpe mod noget, der er større end dem.

AvatarAfPinuccia Panzeri

”Scherzetto” di Domenico Starnone, Casa Editrice Einaudi, 2016

 

“Drilleri” af Domenico Starnone. Oversætter: Nina Gross, udg. GRIF

 

Daniele Mallarico, en berømt tegner, der har været bosat i Milano i en del år og med en flot karriere, bliver kaldt til Napoli af datteren for at passe barnebarnet et par dage, mens hun og hendes mand, begge forskere i matematik, skal til en konference. Hovedpersonen i Drilleri (sådan er titlen på dansk), tøver, fordi han i sin høje alder allerede har vænnet sig til at leve alene som enkemand, men han accepterer og forlader således sin dagligdag for at passe denne fireårige dreng, som er ham helt ukendt. Det er nok ikke let at komme tilbage til Napoli, hans fødeby, med al det følelsesmæssige, som det indebærer.

Det er en enkel handling, som udspiller sig i løbet af fire dage, hvor bedstefaren og barnebarnet lærer hinanden at kende og undertiden at elske hinanden, men også, meget oftere, ikke kan døje hinanden.

At det skal lykkes at tilbringe de fire dage før forældrenes tilbagekomst bliver et projekt, barnet vil lege og bedstefaren vil arbejde. Specielt for at komme lidt væk fra barnet og af og til for bedre at holde hinanden ud indfører de begge et drilleri, selvom lille Mario ikke forstår grænserne for drillerierne, og det medfører problemer. Således fra det ene drilleri til det anden forsøger de to at overvinde og udholde nogle dage i hinandens selskab.

To alfahanner slås, blod af det samme blod. Fortællingen skrider frem skarp, grusom, morsom mellem de fire vægge og en balkon, et ”drillende” kammerspil. Det er eksistensens genovervejelse fremkaldt af en slags konkurrence med det gammelkloge barn. En grusom krig mellem de to og med sig selv, mellem datid og nutid, mellem evnen til at udtrykke sig gennem kunst og bevidstheden om, at man ikke kan mere.

 

 

 

 

AvatarAfPinuccia Panzeri

“Accabadora” af Michela Murgia, Forlaget Palomar

Accabadora er en roman skrevet af  Michela Murgia udkommet i 2009 på Forlaget Einaudi

Romanen er oversat i flere sprog, også på dansk.

Med dette bog har forfatteren vundet Premio Dessì i september 2009, premie SuperMondello i maj 2010,  og Premio Campiello i samme år.

Her er en roman som I kan vælge at læse på italiesk eller dansk.

Accabadora betyder på sardisk hende der gør det færdig. Den gamle barnløse syerske tante Bonaria Urrai tager til sig den 6 årige Maria, datter nr. fire af en anden enke som med glæde giver afkald på en mund der skal mættes. Maria observer tanten og lær skrædderkunst, men finder også ud af at Bonaria kan noget andet når hun er væk om natten. Den første mor giver liv, den sidste mor ”accabadora” hjælper med at gøre en ende på det, hvis man har svært med. Dette har man gjort i Sardinien i flere hundrede år, men i 50erne er de gamle regler og skjulte aftaler ved at være ugyldige, en ny verden truer. Vi følger den lille piges naivitet og hendes forvandling til kvinde sammen med en gammel dame som mener at hun udfører et kærligheds gestus, nødvendigt for dem der lider, for deres familie, for samfundet. Accabadoraen bliver en væsen fyldt med tusinde spørgsmålstegn, med den ene sikkerhed at have opnået bevidsthed om lidelse, barmhjertighed og døden.

En dragende læsning, bittersød, den dufter af havet, lyset og ungdom, men stinker af jord, mørke og død. Sproget er knap og poetisk på samme tid, taktfast at har lyst til at læse højt, stilen tegner hver person, hver frase med den samme akkuratesse som Tante Bonaria Urrai syer knappehuller.

Der er mere kærlighed end død i romanen.

 

 

AvatarAfPinuccia Panzeri

Forslag til dem der vil læse italienske romaner oversat til dansk

 

“Vildskab” af Nicola Lagioia:

 En vild bog, ligesom medlemmerne af familien Salvemini på hver deres måde. Clara er magnetisk. Hun oplyser eller formørker de værelser hun kommer ind i, afhængigt af det uvejr, der følger hende. Sidste gang man så hende i live, vandrede hun nøgen midt på hovedvejen Bari-Taranto. Dette er historien om to ungdomme, én familie, én by, om fædrenes skyld, skjult i børnenes svagheder, om en verden, hvor penge kan rette op på alt, lige indtil det præcise øjeblik, hvor det er for sent. I centrum er der en kvindekrop lukket inde i blikket fra alle dem, som troede, at de ejede den, og rundt om den er magtens afgrund af grusom forfængelighed. Omskiftelig og intens. ”Vildskab” er en bog, som skaber en verden – vores verden.

Med sin ulastelige stil minder bogen mig om de store klassikere. I begyndelsen en smule langsom, men den mesterlige narrative struktur holder os klistret til siderne, som flyder hurtigere jo længere man kommer. Lagioias ”Vildskab” følger og foreskriver perfekt en krimis affattelse: en vekslen mellem fortid og nutid, hvor vi ser hvert medlem af familien Salvemini kæmpe med den unge Clara og med et system (typisk for byggeri og for politik), som allerede tungt har mærket billedet af Bel Paese og især Apulien.

I det rige persongalleri hæver specielt Michele Salvemini, Claras bror, sig over alle, han er den eneste, som har et forhold til pigen, måske fortalt mere udførligt end nødvendigt i de firehundrede sider. En person, som ofte sætter sig i mod faderen, bygherren, og de andre familiemedlemmers vilje. Derved skaber han øjeblikke af had i den apuliske families hus. Man må beundre de kapitler, hvor dyrene, totalt opslugt af naturen, bliver gjort til totemdyr som et element skabt til at beskrive menneskets råddenskab og vildskab, hvoraf bogens titel. I modsætning til dyrerigets renhed og uskyld. Denne bog er et hovedværk. Og som alle hovedværker taler den om elendighed.

Jeg anbefaler den på det varmeste, men kun til den, der har en forfinet smag.